Tilknytning og supervision

Tilknytnings teori har de seneste år fået stor bevågenhed inden for en psykoterapeutisk kontekst. Men hvilken betydning har tilknytningsmønstre i en supervisionskontekst?

Dette oplæg vil udfolde og diskutere, hvordan og i hvilken udstrækning tilknytningsteori og -forskning kan anvendes som nyttig forståelsesramme i en supervisionskontekst. Vi vil se på tre mulige bidrag, som tilknytningstænkning kan give til supervision:

1. Et perspektiv, som kan bringes i anvendelse i den faglige forståelse af de klienter og det arbejde, som supervisanden bringer til supervision.
2. En mulig linse for forståelsen af supervisanden – både med hensyn til, hvordan denne påvirkes af og indgår i det psykologfaglige arbejde, og med hensyn til, hvordan han/hun bruger supervisionen.
3. Et muligt perspektiv på centrale aspekter af supervisionsrelationen og hvilke dynamikker, der kan komme i spil i denne.

Der vil i oplægget være hovedfokus på punkt 2 & 3 og især lægges vægt på tilknytning som afgørende for affektregulering, regulering af relationel nærhed og epistemisk tillid/mistillid. Oplægget vil give et overblik over den (endnu) begrænsede forskning, som findes på dette område, og diskutere muligheder og faldgruber ved at lægge en tilknytningslinse ned over supervisionsforholdet samt potentielle praksisimplikationer med hensyn til, hvordan supervision kan tilrettelægges.